Øje-blik

To takter i timen
i lange seje træk
fejende hen imod
den Evigt uopnåelige horisont
gennem terræner
af stenstøtter
og monumenter
over tidens ophøjede
moralske forfald
Jeg fryser udenpå
er varm indeni
med blodfyldte øjne
og halvt stækkede vinger
farer jeg frem
mod det sted jeg ved
jeg aldrig vil nå
i live
min hud falder af i flager
som et værn mod stilstand
sekundviseren er gået i stå
mens solen brænder sig ind
gennem min hud
fylder mig med liv
til jeg sprænges

Min puls slår
i takt med tiden
et øjeblik

Hjernen ved måske
hvad hjertet allerede ved
jeg er og vil være
til det øjeblik
jeg krydser horisonten