Mod lys

Ulasteligt afklædt gnaver du dig tættere ind på min sjæl
uforankret i tiden omkring os
svæver afsted med mig imod vinden
imod lyset
som var det det mest selvfølgelige i verden
overalt hvor vi færdes

I mine hænder
er du hel i dit virke, frugtindbydende
blomstrende i dig selv
de dage vi når himlen
sammen

Takker skæbnen og Gud
for vores fælles eksistens
i dette nu og her
hælder dit indre ud på et stykke papir
skriver under og efterlader det nonchalant
på bordet i min stue

Lydløst svæver du videre
gennem det trøstesløse modlys
der afskærer mig fra afgrunden
ud af døren og ud på gaden
ud i livet
til næste behov