Inerti

Krumspringende hen ad livets motorvej
saltomortaler og flik-flak-øvelser i mellemste gear
underlagt overhalingsbanens selvopretholdende inderlige udadrettethed

Tilbage står fremadrettetheden
stille
i et lys af indestængt udholdenhed
lige og lige indtil udlængslen ophører
med dets vage tegn på eget liv
Springende alle rammer
med et sidste håb om forsoning

Over alle skyer
ingen den sidste chance
Selv ikke Gud
med alle hans disciple
i næstekærlighedens skygge
Indenom og udenom farer de forbi
med ét fælles ønske
ro

Kvalmende
set i bakspejlet
deres ansigter
omkranset af tanker og tegn
spejlbilledet af virkeligheden
den, som ingen helt kender
eller vil kendes ved
men i rammen, der i forruden, der hænger den godt

Med ørerne nær tudet fulde
med sange om en fantastisk
ikke så fjern fremtid
stadigt kun ryggen af medmenneskene
dér foran

Hvornår?